Bæredygtighed

10 bud på hvordan du nedsætter dit plastikforbrug

Plastik er overalt og det ender i høj grad som svært-nedbrydeligt affald i naturen. Det udleder mikroplast, som optages i fødekæden igennem dyr og drikkevand. Men heldigvis er der mange gode og grønne alternativer samt tips til at nedsætte dit forbrug af plastik i hverdagen.

I dag er størstedelen af den plastik, der er blevet produceret siden 1950’erne, endt som affald på lossepladser eller i naturen. Det tager mange hunderede år om at blive nedbrudt og imens udleder det mikroplast, når det bliver gammelt. Mikroplast kommer fra alt plastik, der bliver opløst og slidt. Man kan ofte ikke se det med det blotte øje, da det måler fra 5mm og ned efter.

Man har i mange år kendt til problemet med mikroplast, som sniger sig ind i naturen både på landjorden, i havene og i vores fødevarer. Men nu viser mikroplast sig også i det danske drikkevand. Det vides ikke endnu, hvordan det ender i drikkevandet og man kender heller ikke til de sundhedsmæssige risici ved det. Men en ting er sikkert – trods den manglende forskning i forhold til det sundhedsmæssige aspekt, er der ingen tvivl om, at både mikro og makro plastik har en stor negativ effekt på miljøet. Men der er heldigvis mange ting, vi kan gøre for at mindske plastikforbruget.

Herunder har jeg samlet ti bud på, hvordan du kan nedsætte dit plastikforbrug i hverdagen.

De 10 bud

1. Tag din egen pose med ud at handle

Hvis man starter med at se på plastikposen, der ofte er den største synd i plastikdebatten. Hvilket den også er med god grund – I 2010 endte over otte miliarder plastikposer som affald i naturen. Siden hen er det kun steget og europærene bruger i gennemsnit det der svarer til 200 poser om året. Men i Danmark er vi faktisk lidt bedre, der er vi nede på 79 poser om året.

Danmark har altid været gode, når det kommer til plastikposen. Grunden til dette er afgiften, som kom i 1993 – deraf har vi halveret vores forbrug af plastikposer. Men vi skal endnu længere ned!

Spørgsmålet er om de ikke helt skal fjernes og erstattes med bionedbrydelige majsposer eller FSC-certificerede papirposer og muleposer i økologisk bomuld?

Men faktisk skal en stofposen bruges mere end 131 gange, før miljøbelastningen er mindre end en plastikpose.

Så mit råd er – genbrug, genbrug og genbrug!

Husk stofposen, når du skal ud at handle eller genbrug de plastikposer, du har. Når plastikposen er slidt op, kan du bruge den som affaldspose til din dagsrenovation eller sortere den med plastikaffaldet, hvis der er gået hul på.

2. Strik, hækl eller køb en bomuldskarklud

Et andet produkt som er meget udskældt i plastikdebatten er karkluden. Den lyserøde plastikklud har alt for længe været en fast bestandel i de danske hjem. Men der er ikke meget smukt omkring den, da den udleder mikroplast – og det løber direkte ned i afløbet og ud i spildevandet.

Selvom de danske renseanlæg opsamler hele 99,7 procent af mikroplasten er det ikke ensbetydende med at mikroplasten ikke er et problem for miljøet. Der mangler bare stadig meget viden på området, hvilket vil sige, at vi ikke ved, hvilken effekt den udledede mikroplast rent faktisk har.

Vi ved bare at der findes bedre og mere miljøvenlige alternative såsom den hæklede eller strikkede bomuldskarklud. Den udleder ikke mikroplast, den holder længere, og så er den også ret meget pænere.

3. Invester i en god og holdbar drikkedunk

Den tredje synder er plastikflasken. Udover at der er fundet mikroplast i vandet fra plastikflasker, så har flaskerne også en stor klimabelastning. Produktion og transport af flaskevand overgår per liter CO2- udledningen fra en times kørsel bil.

Så det giver stadig mening at drikke vand fra hanen frem for at købe kildevand på plastikflaske. Invester i en god, praktisk og holdbar drikkedunk, så kan du altid slukke tørsten på farten. Alternativt kan du genanvende dine glasflasker fra f.eks. tomatsauce, smoothie eller lignende.

4. Undgå unødvendig plastikemballage

Der går rigtig meget plastik til spilde ved emballage. Emballage bliver brugt til at beskytte og give produkter en længere holdbarhed. Men ofte kan man faktisk vælge det fra selv, ved at gå udenom produkter, der er pakket ind i plastik.

Den gennemsnitlige dansker bruge 160 kg emballage om året, som sagtens kan reduceres, da meget af emballagen er unødvendig og let kan undværes.

Et skridt tættere på mindre emballage, kunne være at gå efter frugt og grønt i løsvægt – og så huske sin egen pose. Derudover kan man vælge at handle steder, der sætter fokus på mindre emballage, som eksempelvis Løs Market i København eller Ren Kost i Aarhus. Og så husk ellers din egen pose, din egen bøtte til to-go mad og din egen to-go kaffekop, når du handler.

5. Opbevar madrester i bøtter og glas

I forlængelse med ovenstående tip til at undgå unødvendig emballage, når du handler. Så kan du også selv reducere dit forbrug af engangsindpakningsemballage i hjemmet.

For mange danskere har folie og plastikposer en vigtig rolle i køkkenet, hvor den bruges til at gemme madrester. Og det er selvfølgelig godt at gemme madrester for at undgå madspild. Men der er mange andre bæredygtige alternativer til engangsindpakningsemballage.

Nogle af de alternativer du selv kan anvende er eksempelvis gamle syltetøjsglas, beholdere og bøtter i rustfri stål, glas eller plastik uden BPA, PVC og ftalater. Eller du kan gå after naturlige madwraps lavet af bivoks.

6. Køb bæredygtigt tøj

Problemet med syntetisk tøj er lidt det samme som med den lyserøde karklud. Det udleder mikroplast ved vask, som ryger med spildevandet ud i vandmiljøet. Hvis du gerne vil undgå mikroplast via syntetisk tøj, så skal du gå udenom polyester, nylon, akryl og elastan og i stedet gå efter naturlige materialer som økologisk bomuld, hør og uld.

Men bæredygtigt tøj handler ikke kun om materialer, men også om produktionen bag tøjet. Produktionen er generel virkelig hård for miljøet, da der bliver brugt mange kemikalier samt store mængder vand – som til sammen forurener rigtig meget. Derfor kan man med fordel vælge bæredygtig tøj, der ikke er indfarvet med kemikalier. Det kan dog være svært at finde i fysiske butikker.

7. Køb plejeprodukter uden plastik

I rigtig mange plejeprodukter finder man plastik, de går under andre navne, men de er der. Det står under betegnelserne PE, polyethylene eller polypropylen. Det kan virke uoverskueligt at finde ud af, hvilke produkter der ikke indeholder plastik eller skadelig kemi. Men heldigvis er det altid anført i deklarationen, derudover kan man være ekstra sikker, hvis produktet er svanemærket.

8. Sorter og genbrug dit plastikaffald

Det er svært helt at undgå plastik i vores liv, med mindre man følger zero waste livsstilen. Men man kan skære ned på sit forbrug af plastik meget nemt.

Et af de største problemer med plastik er, at det ofte ender i naturen som affald. Hvilket tager mange hunderede år om at blive nedbrudt. Så udover at skære ned på vores plastikforbrug, er det vigtigt, vi bliver bedre til at udnytte ressourcerne ved at opbruge, genbruge, genanvende og sortere plastikken rigtigt.

Men udover at sortere affaldet korrekt og sørge for at plastikaffaldet kommer i den rigtige container, kan vi også blive bedre til at opbruge og genbruge vores plastik-produkter i hjemmet.

9. Undgå sugerør

En nem måde at reducere dit plastforbrug på, er ved at takke nej til overflødig plastik. Eksempelvis ved at takke nej til sugerør, når du er ude at drikke. Hvis du blot oplyser din tjener eller bartender om, at du ikke har brug for et sugerør eller medbring dit eget. Der findes både stål og glas sugerør, som kan genanvendes ligeså mange gange, som du har brug for.

10. Ryd op i naturen

Det lyder måske ikke særlig tiltalende at rydde op for andre, men plastik og skrald er generelt et stort problem i naturen.

Du kan gøre mange ting for at reducere dit eget forbrug af plastik, og sørge for at sortere dit affald rigtigt. Men hvad så med alle dem, der smider plastikaffald i naturen?

En af de bedste ting du kan gøre for miljøet, er at samle affald, når du ser det.

Faktisk har Danmarks Naturfredningsforening haft fokus på netop dette siden 2006. Der afholdes en gang om året en affaldsindsamling og i 2017 samlede 160.000 deltagere i alt 155.000 kg affald ind.

4

Relateret indhold

1 Kommentar

  • Reply
    Emma Engmark
    7. oktober 2017 at 20:20

    Virkelig gode råd og tips! Jeg prøver selv at holde mange af dem – fx har jeg i mange år haft mit eget net med, når jeg er ude for at handle. Man må gøre en forskel hvor man kan!

Skriv en kommentar