Bæredygtighed Livsstil

Hvad er minimalisme?

Jeg startede min rejse mod en mere minimalistisk levevis for omkring tre år siden. For mig handler minimalisme i bund og grund om at skære alt det overflødige i tilværelsen fra, så du står tilbage med det, der giver dig værdi. Selvom jeg ikke som sådan sætter minimalist-mærkatet på mig selv i daglig tale (da det virker så selvhøjtideligt). Det er først og fremmest bare her på bloggen, jeg besynger minimalismen og udfolder mine tanker og min praksis.

Når det er sagt, vil jeg gerne dykke lidt mere ned i livsstilen.

Minimalisme startede i 1960’erne som en bevægelse inden for kunstens verden, hvor det handlede om at “minimere værkets udtryk” – så værket kun sagde det mest væsentlige.

Siden hen blev minimalisme taget op og fortolket af en række mennesker, der ønskede at leve et mere enkelt liv med færre ejendele. Da minimalisme for de fleste starter med at handle om det materielle – en bevidst eller ubevidst reaktion mod overfloden i vores samfund. Overfloden af ting i særdeleshed, men også af indtryk, information og muligheder.

Mange oplever stress og ulykkelighed i forbindelse med at eje mange ting og konstant at have adgang til alting. Så de begynder at længdes efter en mere simpel tilværelse. De flytter eksempelvis fra byen til landet eller fra stor bolig til en mindre. Derudover bliver de mere bevidste om hvad de bruger deres tid og energi på – mange begynder at arbejde mindre og rejse mere.

Man kan dog sagtens være minimalist uden at følge ovenstående skabelon. Det centrale er bare at give plads til det, der er vigtig for os selv. Uanset om der er tale om  relationer, gøremål, materielle ejendele eller noget helt fjerde.

Sådan kommer minimalisme til udtryk i min dagligdag:

1. Færre fysiske ejendele.

Det giver mig ro i sjælen at eje mindre og at have plads omkring mig. Og det giver en masse glæde, fordi det skønne træder mere frem, når man får sorteret det uskønne og ligegyldige fra. Jeg føler mig også mere fri. Og det er naturligvis langt lettere at rydde op, gøre rent og at flytte.

2. Et mere bevidst forbrug.

Mit forbrug er væsentlig lavere end tidligere derudover overvejer jeg de fleste af mine køb meget nøje.

Forbrug og glæde ved det materielle er ikke skældsord i min verden, men jeg vil gerne væk fra det tankeløse forbrug og rusen ved hele tiden at købe nyt.

3. Mere digital frihed.

Jeg har reduceret brugen af min telefon, computer og tv. Ryddet ud i det og gjort det mere overskueligt samt mindre fristende.

Fravær fra den digitale verden giver mig klarhed i hovedet og større overskud. Det giver mig ro. Og gør mig mere nærværende og afbalanceret.

Læs også: 6 trin til digital frihed

4. Bæredygtige relationer.

Vælg dine relationer med omhu – for mig blev jeg opmærksom på, at en stor del af mine sociale relationer tog mere end de gav energimæssigt. Og at dét gav mig mindre overskud og mindre lyst til at være social. Dette er ændret siden jeg gav plads til de gode relationer frem for de mindre gode.

5. Tid.

Vores tid på denne jord er begrænset, og vi vil alle udnytte tiden bedst muligt. Det betyder desværre ofte at prøve at nå så meget som muligt, at fylde kalenderen med ting man skal nå, ting man gerne vil nå, møder og aftaler i én uendelighed.

 

Det var mine ord om minimalisme. Overvejer du at eksperimentere med livsstilen, er det værd at huske at målet er at få mere af det man ønsker sig ved at give slip på det, der betyder knap så meget. Man skal føle sig mere fri og mere glad – ikke begrænset! 

2

Relateret indhold

0 Kommentarer

    Skriv en kommentar